Noe's dagbog fra Mykolaiv!

Noe som arbejder for DSGU er noget så eksotisk som en Explosive Ordnance Risk Education (EORE) og Non-Technical Survey (NTS) konsulent. Dette siger selvfølgelig ikke de fleste noget, men det er de to første skridt i mine- og ueksploderet ammunitionsrydningsprocessen. Igennem spredningen af information om faren ved ueksploderet ammunition er det muligt at nå ud til den udsatte befolkning, der kan give oplysninger om hvor disse genstande befinder sig.

Dette muliggør at NTS kan deployere til stedet, foretage identifikation, fotografere og rapportere på genstanden eller selve området. Hvis genstandene ikke bliver rapporteret, bliver de ikke fjernet og vil forblive en trussel imod almindelige mennesker i området i år fremover. Der dukker f.eks. stadig granater og andet eksplosivt frem af Frankrigs og Belgiens muld efter første verdenskrig.

Jeg (Noe) blev i november i år bedt af Danish Support Group Ukraine (DSGU), om at tage en tur til Ukraine for at tjekke op og kontroller de tre EORE teams, samt et NTS hold, som er finansieret af DGSU og implementeret af DGSUs nationale partner i Ukraine - Ukrainian Demnining Association (UDA).

Hensigten var at kvalitetssikre UDAs aktivitete, samt indhente materiale der skulle assistere DGSU og UDA i at søge og flere midler til at fortsætte og om muligt øge aktiviteterne i Ukraine.

Min vej til Ukraine gik den nemme vej fra Oslo igennem Warszawa, hvor jeg i sagens natur var ved at miste forbindelsen til Rzeszov (By i det sydlige Polen), da min bagage af administrative årsager var blevet nægtet den luksus at flyve helt til Rzeszov. Et ikke fuldstændigt yndefuldt sprint igennem Warszawa, resulterede i at jeg nåede mit fly, og befandt mig herefter velplaceret, men lettere svedig i flyet, der uden større overraskelser bragte mig til Rzeszov.

Noe's første del af rejsen

Ved ankomsten dalede sneen allerede i mængder ned over det østpolske landskab, hvilket kun blev værre som tiden gik. Jeg fik transporteret mig ind til Rzeszov Glowny (hovedbanegården), købt billet til Przemysl hvor grænseovergangen til Ukraine ligger. Toget var i turens ånd 45 minutter forsinket. Da det endelig ankom nåede det kun 15 minutter i normal hastighed før stilstand sænkede sig.

To toge havde opgivet ånden i sporet foran, så mit tog afventede på sporet i ca. tre timer, hvorefter de tilstedeværende autoriteter bestemte sig for at stille busser til rådighed. 120 mennesker, hovedsageligt kvinder og børn, tumlede ud af toget, ud i sneen, trækkende efter sig tunge kufferter og hylende børn. Først gik vi forbi den første tilkommende bus, som allerede sad fast i sneen, et par hundrede meter videre nede ad vejen forsøgte alle så at komme op i samme bus, men efter godt en halv times absolut kaos var de togløse passagerer kommet op i fire busser, hvoraf de tre kørte imod Przemysl.

Bussen mod Przemysl

To timer i relativ komfort blev det til, om end de mere vidende ukrainske medpassagerer havde travlt med at booke nye togbilletter da de, qua deres erfaring, forventede af det først bookede tog med afgang 20:28 var stukket af for flere timer siden. De havde klart en forventning om at ankomsten til Przemysl ville medføre flere trængsler.

De polske myndigheder havde arrangeret at køen til paskontrollen skulle foregå udenfor, udsat for vind og sne, og da togpersonellet stadig kl. 2200 ikke havde tømt 20:28 toget for passagerer, kunne vintervejret nydes i to stive timer før ombordstigning.

Togturen gik forbavsende let, taget de kaotiske omstændigheder vedrørende min ankomst til Przemysl i betragtning. Efter ombordstigning bestod min forplejning af en Twix, samten halv liter vand i de 12 timer rejsen varede. Jeg var en smule sulten, da jeg vaklede ud af toget på Kyivs hovedbanegård søndag morgen.

Kyiv en december formiddag er begrænset charmerende, da alt virkede gråt. Jeg så dog ikke meget til krigen på min gåtur til hotellet, udover de mange uniformsklædte mænd i bybilledet.

Kyiv

En hverveplakat hvor soldater står ansigt til ansigt med zombier, fangede dog min opmærksomhed. En luftalarm gik i gang mens jeg var ude at gå, men det synes ikke at have den store effekt på folk omkring mig - Folk er vel blevet vant til det.

Hverveplakat hvor soldater står ansigt til ansigt med zombier.

Mandag morgen havde min kollega og jeg et møde i Kyiv med UDA-leder (Tymur) og projektlederen (Iryna). Her var der mulighed for at drøfte både aktiviterer, samt muligheden for fremtidigt samarbejde. Det var ligeledes muligt at få et indblik i den store indsats DSGU & UDA yder sammen.

Efter mødet gik turen syd på. Min kollega og jeg kørte i hans varevogn, i en form for kolonne efter Iryna. Der er udgangsforbud om natten, derfor gjorde vi et tiltrængt ophold på et hotel i Pervomaisk. Krigen havde som sådan ikke sat sig spor i bybilledet, og det var hovedsageligt endeløse marker vi kørte forbi. Ukraine hedder ikke Europas Brødkurv for ingenting. Pervomaisk er en lille undseelig by på hovedvejen fra Kyiv til Mykolaiv. En bedaget park, de unaturligt mange apoteker, samt et par supermarkeder dominerede bymidten. En luftalarm gik i gang, men blev generelt som i Kyiv ignoreret. Natten igennem kunne jeg høre rumlen fra lange godstog, som virkede som en form for meditation på de sene nattetimer.

Pervomaisk

Næste morgen kørte vi hen til en skole, hvor DSGU-finansierede EORE hold 1 skulle foretage en session. Skolen virkede gammel og ikke synderligt charmerende, men sessionen blev gennemført og de 13-14 årige kunne forlade lokalet med en øget opmærksomhed på deres omgivelser.

Noe' underviser

Efter session fortsatte vi imod Voznesensk, hvor hold 2 foretog sessioner.

Ved ankomsten omkring 13-tiden gik luftalarmen i gang, session blev således foretaget i beskyttelsesrummet under skolens tilstødende bygninger.

EORE Session i beskyttelsesrum i Voznesensk

EORE Session i beskyttelsesrum i Voznesensk

Sessionen var interaktiv og praktisk anlagt, da Voznesensk var højvandemærket for den russisiske fremrykning i form af spejderenheder. Derfor havde eleverne en ganske levende ihukommelse af fjenden og var derfor langt mere involverede i selve sessionen.

Sessionen var en succes og da den var overstået, satte vi os ind i bilerne og kørte videre sydpå imod Mykolaiv.

EORE Session med DSGU-foldere

EORE Session med DSGU-foldere

Landskabet bestod stadig af enorme marker med få støvede landsbyer ind imellem. I nærmest alle landsbyer havde de lokale beboere opsat mindeplader/skilte af unge mænd fra landsbyen der var døde i kampen imod russerne.

Disse mindevægge lå i mange tilfælde side om side med mindesmærker fra anden verdenskrig, rangerende fra T-34 på piedestaler til den meget russiske håndgranatskastende, fremadstormende, kappebærende infanterisoldat, som er et minde om en anden blodig tid i Ukraines turbulente historie.

Mykolaiv selv ligger langs Bug-floden ikke langt fra mundingen, hvor den løber ud i Sortehavet. Et par enkelte huse var blevet ramt, men gamle sandsækkepositioner ved byens nordlige bro var det eneste vi så til krigen. Hotellet var ikke voldsomt komfortabelt, men restauranten vi valgte havde en fantastisk solyanka suppe.

Næste morgen (onsdag), kom vi tidligt afsted for at nå en session af det tredje DGSU finansierede EORE team i byen Velikolexandrivka, små tre timers kørsel nordøst for Mykolaiv.

De sidste 50 km var vejen voldsomt hullet, derfor faldt hastigheden betragteligt. Vi kom stadig forbi utallige monumenter for de faldne soldater i anden verdenkrig, før vi drejede af til Velikolexandrivka.

Sessionen fandt sted på en velholdt, samt veladministreret skole, dog i beskyttelsesrummet, da luftalarmen rutinemæssigt gik hver dag, og her tog man luftalarmen alvorligt. Børn mellem 6 og 7 sad lydigt og lyttede til sessionen, indgik med entusiasme i spørgsmål og svar, samt bidrog med praktiske eksempler på sikker adfærd. Ukraines voldsomt populære explosive detection dog (Patron), fik igennem en power point præsentation fortalt børnene hvad de skal gøre, hvis de kommer i kontakt med forsagere, landminer og anden ammunition. Sessionen var populær og børnene virkede meget interesserede.

Efter sessionen fik vi en hurtig rundvisning på skolen, før vi drog videre nordpå til Kryivyi, som strækker sig 20 km langs Saksahan-floden’s bredder.

Her i skyggen af endnu et anden verdenskrigsmonument spiste vi frokost på den lokale georgiske restaurant, hvor bordmåtterne havde aftegninger af ukrainsk modstand imod russiske fly, tanks og skibe.

Som jeg nu sidder på hotellet og skriver dette, er luftalarmen lige gået i gang, men den stopper nok snart igen.