2024 Wrapped! Tak for den store opbakning. 2024 Highlights!

Team DSGU

Team DSGU

· 4 min read
Thumbnail

Kære støttere af DSGU!

Endnu et år er gået, og selvom verden har vænnet sig til krigens tilstedeværelse i Europa, mærkes dens ødelæggelser dagligt af Ukraines befolkning. 2025 er allerede godt igang med store usikkerheder, både politisk og humanitært, og behovet for støtte er større end nogensinde før. Krigens konsekvenser er nedslidende – ikke kun for soldater, men for hele befolkningen, og det er på den lange bane, at vores hjælp gør den største forskel.

Hos DSGU arbejder vi målrettet for at bidrage til en mere sikker fremtid for det ukrainske folk. Med "de lange briller på" planlægger vi nøje vores indsats for at sikre, at hjælpen når ud, hvor behovet er størst. Dette arbejde ville ikke være muligt uden jer – vores fantastiske donorer. Af hjertet tak for jeres støtte i 2024, hvor vi i fællesskab opnåede betydelige resultater:

EORE & NTS-projekt i Mykolaiv

I samarbejde med DERF (Danish Emergency Relief Fund) gennemførte vi et omfattende Explosive Ordnance Risk Education (EORE) og Non-Technical Survey (NTS) projekt i Mykolaiv-regionen. Vi uddannede over 13.000 mennesker, herunder kvinder, børn og ældre, i sikker adfærd i områder med miner og ueksploderet ammunition. Samtidig bistod vi landmænd med at identificere farlige områder for at prioritere minerydning. Projektet markerede en milepæl for DSGU som vores første regeringsfinansierede indsats, der styrker fundamentet for fremtidige humanitære projekter.

“Walk Safe” – EORE-appen til børn

Et af årets højdepunkter var lanceringen af vores app "Walk Safe," der hjælper børn i alderen 6-11 år med at lære om sikkerhed i krigszoner gennem gamification. Udviklet i samarbejde med ukrainske eksperter og børnepsykologer, tilbyder appen en engagerende læringsplatform, som hjælper børn og deres familier med at navigere sikkert i farlige omgivelser. Takket være jer blev appen udviklet og produceret Af Ukrainere I Ukraine – et projekt, vi er utroligt stolte af.

Hærløbet 2024

DSGU deltog i Hærløbet, både som løbere og med en informationsstand, hvor vi delte indsigt i udfordringerne med ueksploderet ammunition i Ukraine. Med jeres støtte kunne vi modtage en generøs donation fra løbets overskud og har allerede startet dialogen om yderligere samarbejde i 2025.

Styrkelse af vores team

I 2024 bød vi velkommen til nye kræfter i bestyrelsen – Nikolaj, Sarah og Birte – som bidrager med værdifulde kompetencer. Vi er dog stadig på udkig efter en webudvikler, der kan hjælpe os med at optimere vores hjemmeside. Kender du nogen, der kunne være interesseret i at bidrage, hører vi meget gerne fra dig.

Foredrag og events

Vi har i årets løb afholdt foredrag, møder med den ukrainske ambassadør og flere events. Har din virksomhed lyst til at høre om vores arbejde, tilbyder vi foredrag, hvor betaling sker via en donation til DSGU.

Tak for jeres uvurderlige støtte

Vi kunne ikke have gennemført disse initiativer uden jeres generøsitet. Tak for at stå sammen med os og det ukrainske folk. Jeres bidrag gør en reel forskel, og vi glæder os til et 2025 med endnu flere vigtige projekter – sammen.

På vegne af hele DSGU,

Mette Laudal

Forperson for DSGU

Team DSGU

About Team DSGU

Team DSGU writes the content for the DSGU website

Du kan også støtte DSGU's arbejde

Har du lyst til at støtte DSGU's arbejde for at hjælpe Ukraine økonomisk? Vi har brug for alt den støtte vi kan få således vi kan yde en effektiv og korrekt hjælp i nærområdet.
Støt os
Copyright © 2025 DSGU. All rights reserved.